Hyttetur og lejrskole
I 3. årgang er der typisk en hyttetur med to overnatninger. I 6. og 8. årgang er der typisk egentlige lejrture med op til fire overnatninger.
Såvel hyttetur som lejrturene placeres primært på hverdage, og foregår for 3. og 6. årgangs vedkommende indenlands, mens der for 8. årgangs vedkommende også er mulighed for at tage til udlandet.
Hyttetur og lejrtur er obligatoriske at deltage i og tjener såvel et fagligt som socialt formål. Begge betragtes som undervisning henlagt til lokaliteter uden for skolen. Bliver en elev forhindret i at deltage, skal vedkommende følge den øvrige undervisning på skolen.
Det gælder for såvel hyttetur som lejrtur, at disse ikke må være afhængige af forældrebetaling. Skolen betaler 375 kr. pr. elev til hyttetur og 650 kr. pr. elev til lejrtur, og der opkræves kostpenge af forældrene (ca. 95 kr. pr. døgn).
Klassekassen må bidrage til at forsøde hytteturen/lejrturen ved eksempelvis at betale for indkøb af is eller sodavand. Klassekassen tilhører eleverne og bestyres af forældrene. Ønsker forældrene og elever at indsamle et beløb til en lejrtur – eksempelvis til udlandet – skal dette foregå via en klasseopsparing bestyret af en forælder. Indsamlingerne kan være i form af diverse arrangementer, indsamlinger og frivillige indbetalinger, men for alle disse gælder, at indbetalinger og bidrag skal foregå på en sådan måde, at ingen føler sig mindreværdige. Disse aktiviteter vil primært skulle foregå uden for skoletid, med mindre lærerne finder det hensigtsmæssigt og pædagogisk forsvarligt at inddrage dem i undervisningen.